Offroad-eventyr med MCTC 2025
Offroad-eventyr med MCTC 2025
SOMMERTUR TIL SVERIGE
Vi skal op på ødegården i Sverige, som danner base for en god weekend i godt selskab. Arrangement er den 19. - 22. juni 2025.
Konceptet er gennemprøvet og vi har nu haft 450 deltagere med på gården. Heraf mange gengangere.
Offroad, fællesskab, eventyr, bålhygge, løgn-historier, og god mad med rigeligt fløde fra de store gryder over bålet er garanteret.
Ødegården ligger ca. 3 timers kørsel fra København og kan nemt nås efter arbejde.
Turen starter torsdag aften, og der er grillpølser, når du kommer.
Alle kan være med på vores ødegårdstur. Har du aldrig før prøvet at køre på grus, så er det et rigtig godt sted at starte. Du kan komme på gadedæk, og prøve det af, inden du investerer i knopdæk eller ny adventurebike.
Har du masser af erfaring med offroad, så vil der være spor der både er lange og med udfordrende sektioner. Vi har gennemkørt området og fundet spor, som vi har bygget bedre og bedre, igennem de mange år vi er kommet deroppe. Området vi kører i er på størrelse med Sjælland, så vi har masser af plads, og det er sjældent at vi møder noget trafik.
Ødegården er udvidet med en spisesal og køjerum i laden. Det gamle høloft er indrettet til fællesrum. Her mødes vi torsdag og fredag aften til briefing og fortællinger fra dages ture.
Vi inddeler alle på hold med 3-8 stykker på hver. Vi laver grupperne efter hvilket niveau du ønsker at køre på. Er du nybegynder, er det som udgangspunkt muligt at køre med på et guidet hold.
3 x overnatning på ødegården i eget telt eller i laden i sovesal
3 x morgenmad (fredag, lørdag og søndag)
2 x madpakker (fredag og lørdag)
2 x aftensmad (fredag og lørdag)
1 x grillpølse med brød torsdag aften ved ankomst.
GPX filer med ruter og holdinddeling.
Jeg kører guide for nybegyndere fredag, ellers er der ikke guide.
Normalpris 2.200 kr. MCTC pris 2.000 kr.
Husk at medbringe ordrebekræftelse til arrangementet.